fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000

Test: Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000

Vi har tidligere set på Powerbanks med forskellige funktioner og kapaciteter her på sitet, men Sandbergs nyeste skud på stammen har flere funktioner og større kapacitet end de fleste andre powerbanks på markedet. Lad os se nærmere på Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000.

Hvad er der i kassen?

Kassen har en låge i fronten man kan åbne og se nærmere på produktet.

I kassen finder vi selve Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000, en karabinhage, et USB-C kabel og et MicroUSB kabel.

 

Design og funktionalitet

Vi kommer ikke udenom at Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 er en stor powerbank! Både i størrelse og kapacitet. Den har en kapacitet på hele 24.000 mAh (88,8 Wh) Det betyder at den kan oplade en typiske smartphone fra 0 til 100% hele 9 gange! Men den høje kapacitet gør også at den vejer 560 gram, og måler ca 18 cm x 8 cm x 3 cm. Den er lavet i solide materialer og har en kraftig gummibelægning som fungerer som støddæmpning hvis man skulle tabe den.

Den er beregnet til udendørsbrug så alle stik er dækket bag kraftige gummilåger for at holde evt regnvand ude. Fronten er et stort solpanel som lader batteriet op. Dog har jeg lavet lidt teoretiske udregninger som viser at det tager ca 55 timer med konstant og kraftigt solskin at lade Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 fra 0% til 100%, så man skal mere se solpanelet som en måde at vedligeholde ladning på batteriet mens man er på tur. Der sidder en lille grøn lysdiode i fronten der lyser når solpanelet laver strøm til batteriet.

På siden, bag en låge, sidder der microUSB stik og USB-C stik som bruges til at oplade selve Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 fra en vilkårlig USB-oplader. USB-C kan dog også bruges til at oplade en enhed med Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000.

I fronten, bag endnu en låge, sidder to USB stik. Det ene er orange og understøtter USB QC standarden, som betyder at den kan levere en højere spænding og mere strøm til enheder der også understøtter USB QC, helt op til 18 watt. Det understøtter iPhones desværre ikke, og jeg har testet med min iPhone 8 Plus. Den anden USB-port understøtter strøm op til 3 Ampere, så den kan i teorien levere 15 watt. Jeg målte at min iPhone 8 Plus lader med ca 10 watt når jeg koblede den til USB-porten i Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 med det standard kabel der følger med telefonen. Det er dobbelt så hurtigt som telefonen kan lade med den medfølgende lader.

 

I den ene ende af Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 sidder der et øje man kan folde ud og bruge til at hænge powerbanken op med den medfølgende karabinhage så den kan lade i solen.

På bagsiden sidder en knap til at bl.a. at tjekke opladningsstatus. Et tryk på knappen tænder et antal lysdioder som viser hvor meget strøm der er tilbage på batteriet.

I modsatte ende af metaløjet sidder der en kraftig lysdiode der kan bruges som lygte.

Man tænder lygten med et langt tryk på knappen, og skifter mellem konstant lys, blink, SOS og slukket med kort tryk på knappen. Jeg har set powerbanks med indbygget lygter før, men den her skiller sig ud ved rent faktisk at have en hæderlig lysstyrke. Den kaster en fin lyskegle adskillige meter frem, og er meget brugbar hvis man bliver fanget i mørket.

Konklusion

Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 er en stor, og tung, powerbank med en imponerende kapacitet! Det er ikke en man lige smider i tasken hvis man har brug for en ekstra opladning i løbet af dagen, men i de situationer hvor man er væk fra strøm i længere tid, rejser, festivaller og lignende, så er det en rigtig god løsning på at holde liv i sine gadgets. Og med solpanelet kan man suge lidt ekstra strøm ud af solen. Der skal dog nogle timer til før der er strøm nok til en telefonopladning. Lygten der er indbygget er kraftig og kan sagtens bruges til at finde vej i mørket, læse et kort eller lignende. Alt i alt så er Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 en rigtig god powerbank med mange tilslutningsmuligheder, pakket solidt ind, dog med en pris i den høje ende.

Pris og tilgængelighed

Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000 har en vejledende pris på 899,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har tidligere set på Powerbanks med forskellige funktioner og kapaciteter her på sitet, men Sandbergs nyeste skud på stammen har flere funktioner og større kapacitet end de fleste andre powerbanks på markedet. Lad os se nærmere på Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000. Hvad er...Test: Sandberg Outdoor Solar Powerbank 24000