fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: TP-Link Smart Bulbs

Test: TP-Link Smart Bulbs

Smarte LED pærer til hjemmet kan både spare strøm, og gøre det nemt at sætte en stemning. Vi skal her se på TP-links bud på smart lys til hjemmet.

Hvad er der i kassen?

Vi fik to pærer til test, LB120 med hvidt lys og LB130 der også kan lave farvet lys. Indholdet i kassen er dog næsten identisk, nemlig selve pæren og en brugervejledning på mange sprog.

 

Design og funktionalitet

De to pærer ligner hinanden til forveksling, dog har LB120 en blå sokkel, og LB130 en mørkegrå sokkel.

Installationen er ganske simpel, man skruer bare pæren i den lampe man vil benytte den i, dog findes de kun med “den store” fatning E27 så det skal lampen naturligvis også have. En anden ting man skal have med i overvejelserne når man vælger lampe er at pærerne er noget længere end en standard E27 pære. De måler ca 13,3 cm i længden så i nogle lamper vil de stikke lidt ud. Der skal ikke installeres nogen bridge, hub eller andet mellemled, pærerne forbinder direkte til WiFi. For at styre dem skal man hente TP-Links Kasa app. I min stue har jeg mange lamper og lightstrips fra Philips Hue, så jeg kan ikke undgå at lave nogle sammenligninger mellem TP-links pærer og Philips Hue pærerne. Philips Hue er dog afhængig af en bridge, da pærerne ikke forbinder direkte til Wifi, så her har TP-links pærer en fordel. Betjeningen sker som sagt via Kasa app’en, som udover smart bulbs bl.a. også understøtter TP-links overvågningskameraer og smart-plugs. Så hvis man har flere af TP-links smart-home produkter kan man lave forskellige actions der styrer flere produkter samtidigt.

Fra Kasa kan man tilføje pærerne ved at følge vejledningen på skærmen. Når pærerne er tilføjet dukker de op på forsiden af Kasa og herfra kan man nemt tænde og slukke dem.

Fra Kasa kan man også vælge de individuelle pærer og indstille lysstyrke og farve. For LB120 kan man indstille forskellige nuancer af hvid på dette skærmbillede.

Øverst er der en knap der hedder Auto-White, den indstiller lampen til at følge dagens rytme, så lyset følger samme rytme og kulør som solen, det skulle give et mere naturligt lys og gøre det lettere at falde i søvn om aftenen.

Det samme gør sig gældende for LB130, men her kan man også vælge en farve på lyset ved hjælp af bl.a. dette skærmbillede.

Lyset fra LB120 og LB130 er opgivet til 800 lumen, og svarer til lysmængden fra en gammeldags 60 watt glødepære. LB120 og LB130 bruger dog kun 11 watt hver især. Kvaliteten af lyset er rigtig godt, de mange nuancer gør at man kan indstille brugslyset til det man lige har behov for, om det er klart lys til at lave mad ved, eller mere gyldent hyggelys til middagen. Farverne på LB130 er også flotte og mættede, og faktisk en smule bedre end farverne i de (1. generations) Philips hue pærer jeg har. De understøtter også stemmestyring via Amazon Alexa assistenten. Jeg har dog testet TP-Link Smart Bulbs og Kasa på en iPhone 7, og synes det er lidt ærgerligt at der ikke også er indbygget Apples HomeKit integration i pærerne.

I Kasa app’en kan man ikke gruppere pærerne, men skal enten styre dem enkeltvis, eller lave scener hvor man kan vælge nogle lamper og indstille dem til en forudindstillet tilstand. I praksis så betyder det måske ikke så meget da man typisk ender med at have nogle få faste indstillinger af lyset, som f.eks. “Morgenmad, “Se TV”, “Læse bog” osv.

Der er ikke indbyggede effekter i Kasa som f.eks. disco-lys eller stemningslys der langsomt skifter farver. Der er det mest basale, men det er også med til at Kasa er forholdsvis nem at gå til.

Konklusion

TP-links Smart Bulbs giver et flot og brugbart lys, som kan justeres til præcis det behov der måtte være. De kobler direkte på Wifi uden nogen mellemstation, og reagerer hurtigt på betjening med Kasa app’en. Slukker man på kontakten, så tænder de med samme lysstyrke når man tænder på kontakten igen. Så man behøver ikke finde sin Kasa app frem for at slukke lyset. Hvis man gør det samme med en Philips Hue pære, så starter den med fuldt blus når man tænder på kontakten igen.

Jeg kunne dog godt savne en lidt mere poleret og gennemført app. Kasa virker, og gør det den skal, men den kunne bruge lidt “lækkerhed”, specielt når man er vant til Philips Hue app’en, og alle de 3. parts apps der ligeledes understøtter Philips Hue. Men til prisen er TP-links Smart Bulbs en fin løsning til få “smart” lys i stuen.

[checklist]

  • Ingen bridge/hub
  • Nem opsætning
  • Prisen

[/checklist]
[badlist]

  • Ingen HomeKit, kun Alexa
  • Ingen indbyggede lyseffekter
  • Ingen grupper

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

TP-link LB120 er set til ca. 300,-

TP-link LB130 er set til ca. 400,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Smarte LED pærer til hjemmet kan både spare strøm, og gøre det nemt at sætte en stemning. Vi skal her se på TP-links bud på smart lys til hjemmet. Hvad er der i kassen? Vi fik to pærer til test, LB120 med hvidt lys og LB130...Test: TP-Link Smart Bulbs