Tiden med kontor og en stationær PC i hjemmet er, for mange, fortid og de fleste hjem er i dag blot udstyret med én eller flere bærbare PC’er. Der kan dog være store ergonomiske fordele i at indrette en kontor/arbejdsplads i hjemmet, for man sidder altså bare bedre ved et bord der har den rette højde, på en kontorstol der giver den fornødne støtte og med en skærm, mus og tastatur der gør at man ikke sidder og arbejder foroverbøjet over den bærbare PC.
Sidder man sjældent længe foran computeren er dette måske ikke et problem, men har man ofte hjemmearbejdsdage og bruger computeren flittigt om aftenen og i weekenden, så bør man bestemt overveje et lignende arrangement hvor computeren kan kobles til – vælger man de rette enheder, vil det også kunne bruges af hele familien uanset om de bruger PC eller Mac.
I denne guide tager vi udgangspunkt i valg af skærm, hvilke ting skal man kigge efter og hvad bør man være opmærksom på?
Grundlæggende er der 6 ting man bør overveje inden man køber en computerskærm, nedenfor en mere detaljeret beskrivelse af hvert enkel punkt.
Behov
Det første man skal gøre op med sig selv er hvad skærmen skal bruges til, skal den bare kunne bruges til én stationær, eller bærbar computer og give en noget mere skærmplads, eller skal den bruges af hele familien med flere forskellige slags computere og mac’s og måske endda også til en spillekonsol? Det vil nemlig sætte krav til antallet af tilslutninger og hvilke muligheder der er brug for.
Derudover skal man også tage stilling til om skærmen skal bruges til kontorbrug hvor der kan være behov for gode justeringsmuligheder hvis man sidder længe foran skærmen, eller gaming hvor høj opdateringshastighed og millisekunder er altafgørende. Det kan også være at skærmen skal bruges til video og foto-redigering, som sætter store krav til farvegengivelsen – da den skal være så tæt på virkeligheden som muligt.
Størrelsen
Størrelsen på skærmen er en ting som de fleste kan forholde sig til og når man vælger en ny computerskærm bør man overveje hvorvidt man har brug for en stor skærm, eller man måske i virkeligheden kan “nøjes” med en lidt mindre skærm. Mange gange kan man nemlig få en “god” skærm i en lidt mindre størrelse, til samme pris som en “mindre god” skærm i stor størrelse.
Skal man kun bruge skærmen til kontorbrug er en 24-27″ ofte en fornuftig størrelse og gør det også muligt at have en god afstand til skærmen, uden at skulle knibe øjnene sammen for at læse hvad der står.
Har man brug for en løsning med mere end én skærm, eksempelvis 2 eller 3 skærme til bl.a. gaming eller videoredigering, vil man ofte vælge 22-24″ skærme. Er man ude i en flerskærms-løsning, bør man huske at måle op og tjekke at der er plads til skærmene og de andre ting man også har på skrivebordet.
Opløsning
Opløsningen er et udtryk for hvor mange pixels skærmen har, jo flere pixels, jo mere detaljeret billede – meget kort fortalt. De fleste computerskærme i dag har Full HD opløsning (1920×1080), der er også mulighed for at finde modeller med 4K opløsning (3840×2160) samt opløsninger midt imellem.
Jo større opløsning, jo mere plads har man som udgangspunkt på skærmen, så en skærm med høj opløsning er oplagt hvis man ønsker at arbejde med flere vinduer på én gang, derudover er en høj opløsning meget velegnet hvis man arbejder med billeder, video eller andet hvor detaljerne er enormt vigtige.
Til almindelig hjemmebrug er en Full HD skærm tilstrækkeligt, ligesom de billigere gamer-skærme også er med Full HD opløsning. Skal computerskærmen bruges til underholdning, video, foto-redigering og andet, bør man overveje en computerskærm med 4K opløsning.
Responstiden
Responstiden er et udtryk for hvor hurtigt skærmen kan opdatere, hvilket er meget vigtigt hvis skærmen skal bruges til gaming – for her ønsker man ingen “lag”. Til gaming bør man gå efter en responstid så tæt på 1 ms. som muligt, men de fleste kan acceptere en responstid på 4 ms. og derunder.
Responstiden er ikke så vigtig hvis det er kontor og flere arbejdsrelaterede opgaver skærmen udsættes for, her er 8/10 ms. reelt ikke en udfordring.
Panel
Når vi snakker paneltype, så bliver det en smule teknisk og nørdet, men ikke desto mindre kan det være rart at kende forskellen mellem de 3 overordnede paneltyper der findes.
- TN: TN-panelet er det billigste at udvikle, det betyder også at det er panelet med den “ringeste” farvegengivelse – til gengæld er opdateringshastigheden ofte høj!
- VA: VA-panelet er en tand bedre end TN-panel og det ses mest tydeligt ved at kontraster og farver er mere mættede og naturlige.
- IPS: IPS-panelet er det bedste du kan få, i hvert fald hvis vi snakker kontrast, farver og naturlig gengivelse af dette – til gengæld er det ikke det hurtigste panel ift. responstider, så det er sjældent at se en gamer-skærm med IPS panel.
Andre features
Computerskærme fås idag med et hav af forskellige ekstra features, nogle giver mulighed for at oplade pc’en via et kabel fra skærmen, nogle kan både justeres i højdes, drejes og roteres, mens andre har indbygget USB hub, holder til headset og forskellige andre mere specielle features.
Ønsker du at kunne hænge computerskærmen op på væggen, eller bruge et af de mere specielle skærmbeslag, så tjek at computerskærmen er forberedt til vægbeslag med VESA-standardmål – så er man nemlig godt på vej!
5 skærme, til 5 forskellige behov
Philips 223V5LHSB2 21.5″ – Til den prisbevidste
223V5LHSB2 er en fornuftig 21,5″ skærm til dem der ønsker en simpel skærm, til en god pris. Designet er helt klassisk med en rund fod og knapper på undersiden af skærmen i højre side. Opløsningen er Full HD og der er både HDMI og VGA tilslutning, så nyere og ældre enheder understøttes.
En no-nonsens skærm til under 800,-
AOC I2481FXH 24″ – Til hjemmet
I2481FXH er en meget slank skærm med enorm tynd ramme som passer godt ind i et moderne hjem, eller i et flot kontormiljø. Skærmen har en elegant metalfod der understøtter det slanke og minimalistiske design. Den er udstyret med et IPS panel, hvilket gør at farver står flot og kontrasten er god – den er derfor meget velegnet til både foto og redigering samt helt almindelig kontorbrug.
Opløsningen er Full HD, hvilket efterhånden er standarden og der er mulighed for at tilslutte to enheder via HDMI – så den kan bruges til både PC, Mac og spillekonsol eksempelvis.
Med en pris på ca. 1300,- får man en prisbillig skærm i en flot design og i en fornuftig størrelse til hjemmebrug, nemlig 24″.
Samsung U28E590D 28″ – til underholdning
U28E590D fra Samsung kan vist bedst betegnes som lidt af et røverkøb, hvis man er i markedet efter en stor skærm (28″) der samtidig kører 4K opløsning hvis man har enheder der supporterer denne høje opløsning. Skærmen har et ret elegant og stilfuldt design, selvom den ikke er blandt de slankeste på markedet. Med 1 ms. responstid er den også velegnet til spil og der er både HDMI og DisplayPort for tilslutning af PC’er, Mac’s og eventuelle spillekonsoller.
Prisen er ca. 2500,- og her får man virkelig noget for pengene, forudsat man har brug for en stor 4K skærm!
Acer Predator XB241H
En 24″ gamerskærm til en ret fornuftig pris, omkring de 3000,- Man får det velkendte Predator design med en sort og rød design-profil, en rimelig slank ramme så man nemt kan sætte flere skærme ved siden af hinanden og derudover Full HD opløsning og 1 ms. resonstid og endda 144hz panel!
Predator XB241H giver også gode muligheder for justering i højden, ligesom den understøtter pivot. Der er både HDMI og DisplayPort for tilslutning af forskellige enheder og ønsker man at montere den på en særlig holder, eller væggen, er dette også en mulighed.
Acer Predator X34A – Til den kræsne gamer!
Et monster af en gamer-skærm, hele 34″ og curved for en omsluttende oplevelse. Med QHD opløsning og 4 ms. responstid er der rig mulighed for at udfolde sig som gamer. Panelet et et 100Hz panel, som giver en hurtigere opdateringshastighed og et roligere billede.
Skærmen har en ret slank ramme, hvilket gør den oplagt til flerskærms-løsning – hvis man har endnu flere penge der brænder i lommen. Derudover er der gode justeringsmuligheder og et design der vil tilfredsstille enhver gamer.
Tilslutningsmuligheder er der også rigeligt af, både HDMI og DisplayPort.
Med en pris på over 8000,- er det noget af en udskrivning, men til gengæld også én af markedets (pt.) fedeste skærme!