lørdag, november 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Toshiba Satellite T130-145

Anmeldelse: Toshiba Satellite T130-145

Vi skal endnu engang kigge nærmere på en notebook fra producenten Toshiba. Vi har tidligere kigget på et par 15,6” modeller, men denne gang er vi ovre i en lidt mindre udbredt størrelse, nemlig T130-serien med 13,3” skærm.

Toshiba Satellite T130-145 er udstyret med 13,3” skærm, en strømbesparende Intel Pentium SU2700 processor på 1,3GHz, 4GB DDR3-RAM og en 250GB Harddisk. Det lyder ikke af meget, men når man kigger på resten af specifikationerne, så ligger man straks mærke til en vægt på kun 1,76 kg., og op til 9 timers batteritid!

Men lad os kigge nærmere på hvad Toshiba Satellite T130-145 er for en størrelse.

Hvad er der i pakken?
Toshiba Satellite T130-145 leveres i en kasse der ligner dem vi normalt ser fra Toshiba, nemlig en rød/hvid kasse der er rimelig anonym.

I kassen finder du, foruden Toshiba Satellite T130-145, en strømforsyning og trykte manualer, det er alt. I min verden er det ikke nødvendigvis et minus, for hvad skal man med 10 ekstra CD-ROM som man aldrig får brugt, eller en masse ubrugelige kabler som ryger i skraldespanden eller ind i skabet hvor de aldrig kommer frem igen.

Design
Der kan vist ikke herske meget tvivl om hvem Toshiba Satellite T130-145 henvender sig til, udelukkende ved at kigge på farven. Den udgave jeg har fået stillet til rådighed er dyb rød, med en carbon-lignende effekt i selve overfladen. Det ser ganske godt ud, men det passer altså bedre til kæresten, end til mig… I en rum tid har der været en enorm efterspørgsel på pink notebooks, fra kvindernes side naturligvis, og her tilbyder Toshiba et reelt alternativ til dem der måske føler de er vokset lidt fra det pink, og prinsesseagtige, men stadig gerne vil have en netbook, eller notebook, der skiller sig ud fra mængden.

Hele overfladen på Toshiba Satellite T130-145 er meget blød og glat, og selve touchpaddet er lidt mere ru end resten af overfladen.Touchpadden reagere som den skal, og har en fin størrelse i forhold til computeren.

Tastaturet har en rigtig god størrelse, og tasterne er placeret så de er til at skelne fra hinanden. Dog er disse også lidt glatte/blanke, som gør at man nogle gange kan være i tvivl om der egentlig er tastet eller ej. Jeg havde hellere set de havde haft en mere ru overflade, så man havde en bedre føling med tasterne.

På det blanke røde låg er kun et sølvfarvet Toshiba logo i en god størrelse, hvis man skulle have glemt hvor computeren kommer fra. Bagpå sidder batteriet, som det eneste.

På højre side, set forfra, er der SD kortlæser, audio ind og udgang, 2 USB 2.0 porte, Ethernet og tilslutning til strømforsyning.

På venstre side finder vi en VGA udgang, HDMI og endnu en USB 2.0 port. Her er ydermere en kensington lås og udluftningskanal.

Foran sidder de indbyggede højttalere, gemt lidt under bunden,og hele 7 LEDs viser bl.a. harddiskaktivitet og meget andet.

Indvendigt har vi et traditionelt tastatur layout, touchpad og musetaster i krom plast. Musetasten er udført som én stor knap, som ikke umiddelbart kan overses grundet størrelsen.

Ser vi bort fra tastaturet, så er der kun én tast derudover, nemlig on/off knappen, så generelt er det et meget ”clean” indtryk man mødes med når man åbner Toshiba Satellite T130-145.

Skærmen er, som tidligere nævnt, på 13,3” og da det er en computer rettet mod private, er der tale om en blank skærm. Rammen er sort, og ligeledes blank, og øverst i midten er der placeret et webkamera så man kan holde kontakt med hele verden.

Nedenfor findes en video, hvor du får en kort rundtur omkring Toshiba Satellite T130-145.

Funktionalitet
Specifikationerne er ikke specielt imponerende, men omvendt så er Toshiba Satellite T130-145 heller ikke en maskine der er rettet mod brugeren der skal bruge masser af rå datakraft, eller spille de nyeste 3D spil. Toshiba Satellite T130-145 er derimod lavet til alle dem der ønsker en lille og let pc der stadig har kræfter nok til alle de gængse kontoropgaver, og det lykkedes rigtig fint med Toshiba Satellite T130-145. Du har en skærm på 13,3”, en vægt på 1,76 kg og en imponerende batteritid på op til 9 timer. Det er til at forholde sig til, og så kan man pludselig også godt undvære det optiske drev, et kraftigt grafikkort og andre ”luksusgoder” man finder i andre notebooks, som til gengæld må nøjes med 1-3 timers batteritid.

Skærmen på Toshiba Satellite T130-145 er lid t speciel, da der er tale om en LED skærm og ikke en LCD skærm. Resultatet er ikke meget anderledes end LCD skærmen, men den er bl.a. mere strømbesparende. Opløsningen på 1366×768 er gængs for denne skærmstørrelse.

Toshiba Satellite T130-145 er naturligvis udstyret med både 10/100 Ethernet og 802.11b/g WiFi, men hvorfor er N-standarden ikke også understøttet? Bluetooth må man ligeledes kigge længe efter på Toshiba Satellite T130-145.

Tilslutningsmulighederne er som forventede, dog ville en eSATA port ikke være af vejen, specielt når der mangler et optisk drev. HDMI udgang er vi også ved at vænne os til, men den er stadig glimrende, hvis man ønsker at bruge Toshiba Satellite T130-145 som medieafspiller sammenmed fladskærmen i stuen eller på værelset.

Der er også indbygget SD kortlæser i Toshiba Satellite T130-145, og den læser også SDHC hukommelseskort.

Ved normal brug, dvs. surfen på nettet, kontorarbejde, og afspilning af film og musik, udvikler Toshiba Satellite T130-145 en jævn varme, og håndledsstøtten bliver forholdsvis lun. Forklaringen skal dog nok findes i det meget kompakte design, hvor mulighederne for varmeafledning er ret begrænsede.

Jeg var tidligere inde på at tasterne på tastaturet er en tand for blanke, og dermed glatte, her mener jeg så absolut Toshiba burde genoverveje de taster der er valgt til Toshiba Satellite T130-145, og forhåbentlig udskifte dem med en mere ru af slagen. Selve tastaturets vandring fejler intet, anslaget er let og lydsvagt og knapperne er logisk placeret.

Toshiba Satellite T130-145 leveres med Windows 7, som generelt er en fornøjelse at arbejde med. Dette er også med til at gøre Toshiba Satellite T130-145 ”mobil”, da man som med en Apple notebook bare klapper Toshiba Satellite T130-145 sammen når man er færdig med at bruge den, og åbner den når den skal bruges igen. I tidligere udgaver af Windows fungerede denne funktion ikke altid lige godt, men her fungere det helt perfekt.

Støjmæssigt er der intet at udsætte på Toshiba Satellite T130-145, da den på intet tidspunkt i testperioden har sagt ret meget, så på det punkt er Toshiba Satellite T130-145 meget lydsvag.

En ting jeg har bidt mærke i under testen er at de indbyggede højttalere spiller meget lavt, ved almindelig afspilning af videoer på YouTube.com eller lignende, skal man faktisk koncentrere sig for at høre hvad der foregår. Det skal dog nævnes at der kan være tale om fejl i den driver der er installeret, men det er under alle omstændigheder ikke nogle højttalere der kan give ret meget lyd fra sig.

Benchmark
Benchmark er udført med Sandra Lite ’09 og Windows Experience Index.

Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.


Atto Disk Benchmark


Microsoft Windows Experience Index


Sandra Lite ’09 (Processor)


Sandra Lite ’09 (Harddisk)

Ydelse er generelt ikke specielt imponerende, men i den forbindelse er det vigtigt at huske på at Toshiba Satellite T130-145 heller ikke markedsføres som en maskine med masser af rå power, men derimod som en notebook med lang batteritid, lav vægt og andre mere ”bløde” værdier.

Specifikationer
Processor: Intel® Pentium®-processor SU2700 1,3GHZ
RMA: 4GB DDR3-RAM
Harddisk: 250GB; 5400RPM
Skærm: 13,3″ LED
Opløsning: 1366×768
Grafikkort: Mobile Intel® GMA 4500M
Netværk: 802.11b/g samt Fast Ethernet
Batteritid: Op til 9 timer
Dimensioner: 323 x 223 x 22,2 (front)/34,2 (bag) mm
Vægt: 1,76 kg.

Konklusion
Toshiba Satellite T130-145 er samlet set en lidt sjovt størrelse, og det virker måske lidt som om Toshiba ikke helt har kunnet finde ud af hvor Toshiba Satellite T130-145 passende ind. På den ene side vil den gerne være en netbook, da der ikke er noget optisk, og den har en meget lang batteritid. På den anden side er skærmen forholdsvis stor, 13,3”, men desværre følger hastigheden ikke rigtig med, da processoren og grafikkort er forholdsvis langsomme.

Skal maskinen primært bruges til studie, eller let kontorbrug er ydelse dog fin, og skærmen på 13,3” er altså at foretrække frem for en 10” på en netbook. Derudover er der 4GB DDR3-RAM at gøre godt med, og det hjælper altså på den lidt svage processor.

Prismæssigt rammer Toshiba Satellite T130-145 dog forkert, da den ligger omkring 4800,- og det er simpelthen for dyrt for en maskine med denne ydelse.

+
Batteritid
Finish


Tasturet med ”glatte” taster
Ikke meget knald på lyden

Karakter
65 %

Pris og tilgængelighed
Pris: Ca. 4800,-

Klik her for at finde den bedste pris på Toshiba Satellite T130-145

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Toshiba

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer