At løfte sin gaming oplevelse til et nyt niveau kan kræve temmelig mange komponenter, hvor et af de mere passive er skærmen. Denne modtager og gengiver de signaler man får fra resten af sit udstyr, men denne proces er også en af de vigtigste, for at man ved, hvad ens næste skridt skal være. Derfor er det vigtigt med en god skærm, især når man gamer og her kommer Acer Predator X34 ind i billedet med et 34″ stort og buet display areal, der tilmed er udstyret med NVIDIA G-Sync. Skærmen gemmer også på andre godter, så det ser vi naturligvis nærmere på i denne anmeldelse og du kan læse med.
Hvad er der i æsken?
Når man ser æsken til Acer Predator X34 for første gang kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt man har fået fat i det rigtige, for den er rigtig stor. Det skyldes ikke mindst at skærmen er på hele 34″, men fordi denne skærm er buet, så fylder den og derfor kassen også væsentligt mere i dybden end en almindelig monitorkasse. Foruden selve skærmen, som i forvejen er monteret fast til foden, så finder man også et USB-passthrough kabel, DisplayPort kabel, HDMI-kabel, Strømforsyning og en klips til headsetholder, samt naturligvis de obligatoriske papirer.
Specifikationer
34″ Widescreen IPS panel
3440 x 1440 opløsning med 21:9 format
Responstid: 4 ms G2G
Kontrast 1000:1
Lysstyrke 300 cd/m2
Opdateringshastighed: 60 Hz med mulighed for overclock 100Hz
Synkronisering: G-Sync
VESA kompatibel 100mm
Vægt: 9,9 kg (med fod)
Mål: 825 x 456 x 309 mm
Porte: 4 x USB 3.0, 1 x DisplayPort, 1 x HDMI
Højtalere: 2 x 7 W
Design
Ret ofte ser man at gaming bliver forbundet med et over the top design, som er lige en tand for iøjefaldende til den gængse eller stilbevidste forbruger. Jeg er såmænd med på at gaming produkter godt må skille sig en smule ud og hvor der er gjort en smule ekstra ud af designet, men gaming produkter behøver jo ikke nødvendigvis ligne noget, der er fra en anden planet nærmest.
Det problem lider Acer Predator X34 heldigvis ikke af og selvom den har nogle skarpe kanter og et ret så bemærkelsesværdigt design, så er det ikke for meget. De skarpe kanter og detaljer er med til at gøre den unik, men ellers synes jeg man har holdt det overordnede design relativt clean.
At skærmen med sine 34 tommer er et monstrum på et skrivebord kommer man ikke udenom uanset hvordan man vender og drejer det. Skærmen er dog heldigvis i 21:9 format, som gør at den med sin størrelse er ret bred og dermed fylder skrivebordet ud, men ikke er så høj.
Foden som skærmen hviler på er ret så bred også, hvilket betyder at skærmen også optager en del plads på selve bordpladen, hvor den står. Designet af foden er dog lavet således at den støtter sig på tre punkter og resten er så luft omkring dem, således at man sagtens kan placere mindre ting, såsom tablet, mobiltelefon og andre ting lige under skærmen.
Det skulle så lige være, hvis ikke man ønsker at anvende Acer Predator X34s mulighed for at kaste lys ud af rammen og ned under skærmen. Der er små LED-lys placeret i rammens nedre, som man kan vælge farve på og man kan vælge om der skal være kontinuerligt lys eller om det skal pulsere. Det er måske blæret nok til LAN eller hvis man derhjemme er i gang med at køre et farvetema med sit tastatur, mus, headset, kabinet, så er man altså nu også i stand til at få skærmen med på bølgen.
Foden er i sig selv ret speciel og ret robust, hvilket gør at den store skærm står godt fast. Nederst har man en kabelskjuler så man kan føre sine kabler væk fra skrivebordet og i toppen har man mulighed for at sætte headsetholderen fast så ens headset altid er lige ved hånden. Samme sted finder man også et håndtag, som er bygget ind i foden, således at man nemt kan transportere sin skærm rundt.
Forbindelserne på Acer Predator X34 peger bagud og er ikke så mangfoldige, som man måske kunne håbe når man tager skærmens størrelse i betragtning, men de essentielle features er der såmænd. Portene består af 1 x DisplayPort 1.2a, 1 x HDMI 1.4 og 4 x USB 3.0 samt naturligvis strømstikket. Med skærmens størrelse i betragtning så er det en smule for lidt, da man måske godt kunne tænke sig at have denne skærm som sin primære skærm på et kontor eller værelse. Mange af os anvender alligevel efterhånden ikke længere TV-stik, så at man kun kan tilslutte sin PC og én anden enhed til Acer Predator X34 er en smule skuffende.
Trods skærmens størrelse er portene relativt nemme at nå takket være skærmens vippe og dreje funktionalitet. Denne funktion er bygget ind i foden og er nem at betjene, mens det også er muligt at tage foden af og hænge skærmen på væggen ved hjælp af VESA 100. Man skal dog lige huske at man har med en 10 kg tung skærm man skal have på væggen (vægt angivet med fod).
Knapper til at indstille Acer Predator X34 finder man i den højre side og under rammen. Der er tale om fysiske knapper (heldigvis) så de burde være til at ramme. Desværre er det dog som om de er forskudte i forhold til den information man får fra OSD menuen på skærmen eller også er det fordi skærmen er så stor at man får den fornemmelse. Jeg havde i hvert fald svært ved at ramme de taster jeg ville når jeg skulle betjene Acer Predator X34s menu.
Funktionalitet
På papiret har Acer Predator X34 temmelig meget at byde på. Der er tale om et display med en god lysstyrke, kontrast, opløsning og sågar også G-Sync funktionalitet. Alt sammen opskriften på en god gaming monitor, der skal give spilleren en fordel over konkurrenterne eller bare en bedre solo-oplevelse.
Professionelle gamere vil måske påpege at man ikke har nok opdateringshastighed på skærmen da den skal boostes til overhovedet at yde mere end de native 60 Hz og det kan der naturligvis være noget om, men på den anden side så sørger G-Sync for at man ved 100 Hz får alle frames med uden at man på Acer Predator X34 oplever screen tearing eller anden forskydelse af billedet og dette kan være bedre end flere frames, der er ukontrolleret.
Billedekvalitet
Farverne på Acer Predator X34 er dem der dog overrasker mig mest. Ikke fordi mine forventninger ikke var høje, men alligevel overrasker skærmen positivt og viser fantastisk detaljegrad i både farverige og mere mørke scener. I skydespil skal man også være i stand til at se noget i skyggerne og jeg føler ikke at Acer Predator X34 skuffede her. Der var god kontrast og flotte farver uanset, hvilken spiltitel jeg smed efter den.
For mit eget vedkommende var det især racing spil, der blev forbedret med denne skærmformat, fordi man følte man fik mere vej med på billedet og kunne dermed styre bilerne bedre ind og ud af sving. Den buede skærm hjalp også i denne henseende og også for andre spiltyper for med 34″ fladt havde det måske været en for stor skærm at sidde overfor og spille, men når den er buet som Acer Predator X34 så spiller det faktisk ganske godt.
Lydkvalitet
Det er naturligvis ikke for lyden at man skal erhverve sig en skærm som Acer Predator X34, men hvis man anvender den til mere end spil, så er det naturligvis vigtigt at lyden er der. Skærmen her er udstyret med stereo lyd på 2 x 7 Watt og det lyder af rigeligt, men de spiller rent faktisk ikke besynderligt højt. Der er tale om DTS lyd dog og de spiller ganske flot i det niveau de nu engang kan spille.
Konklusion
Der er meget lidt man kan kritisere Acer Preadtor X34 for, men det kan man ligeså godt starte med at få ud af verden. Det flotte design bevirker desværre at Acer Predator X34 fylder en del på skrivebordet takket være foden, men på den anden side giver det luft under således at man kan have nogle ting stående under den. Af en 34″ skærm at være så er jeg en smule skuffet over den mængde af porte, som er tilgængelige, om end jeg elsker at der er en USB-hub indbygget. OSD menuen kan desuden være lidt svær at betjene, men her hører kritikken så sandelig også op.
Acer Predator X34 byder nemlig på et rigtig flot display med klare og gode farver, samt et godt sort-niveau, således at ens spil, film og billeder bliver præsenteret ganske flot. Sammen med G-Sync så er der ikke oplevelser med screen-tearing og dette bidrager yderligere til en god spilleoplevelse. Det bredde format og den høje opløsning giver en anderledes spilleoplevelse end man måske ellers er vant til og det giver et skrivebord på størrelse med to mindre skærme til når man skal arbejde.
Foruden nævnte OSD-menu er skærmen nem at betjene og indstille, hvilket måske ikke er noget man skal gøre ofte, men når man skal så bidrager det til en overordnet bedre brugeroplevelse.
[checklist]
- Flotte farver
- G-Sync
- Flot design
[/checklist]
[badlist]
- Massiv på skrivebordet
- Tilslutningsmuligheder
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Set til 7.995,-