fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserComputer tilbehørTest: Plantronics RIG 500E gaming headset

Test: Plantronics RIG 500E gaming headset

Et headset til gaming er ikke blot en enhed til gengivelse af lyd, men derimod et vigtigt kommunikationsredskab, især for os der spiller multiplayer, mens selv i single player er spillets lyd med til at fortælle spilleren om det der foregår og kommer til at ske på skærmen. Der bør derfor ikke være nogen tvivl om vigtigheden af god lyd for gamere, hvorfor Plantronics RIG 500E kommer ind i billedet. Der er tale om et gaming headset med et semi-modulært design, Dolby surround, 24-bit audio og to sæt ørebøffer. Hvordan disse ting så spiller sammen og om det leverer en god spilleoplevelse skal vi til at se nærmere på i denne anmeldelse.

Hvad er der i æsken?

Eftersom Plantronics RIG 500E som nævnt er et semi-modulært design betyder det at man ved at åbne den sorte æske får hele headsettet leveret usamlet bestående af headset rammen, selvjusterende hovedbøjle, isolerende ørebøffer, ventilerede ørebøffer, aftagelig mikrofon og en Dolby surround adapter, som kobles til computeren via USB.

Det kan godt være der er tale om en petitesse, men jeg har nu åbnet adskillige gaming headsets fra Plantronics og hver gang har unboxing været nærmest et mareridt, fordi æsken enten er svær at åbne eller også går den i stykker når man har pakket tingene op. Som sagt en mindre ting, men måske værd at tage i betragtning i en tid, hvor unboxing er en “ting”.

Design

For at man kan komme i gang med at anvende Plantronics RIG 500E så skal man først lige sætte det sammen. Her har man så lidt valgmuligheder afhængigt af hvordan man ønsker og skal til at bruge headsettet. Der er nemlig tale om et design, som fra start er skabt med turneringsspillere for øje.

Hvis man eksempelvis spiller på PC, så har man mulighed for at sætte Dolby surround adapteren på for at udnytte understøttede spils mulighed for at give retningsbestemt lyd til brugeren. Alternativt går der et 3.5mm jack kabel direkte ud af ørebøfferne, men disse er på blot 1,5 meter hvis ikke man sammensætter den med de 2m man har på USB-adapteren.

Der medfølger som nævnt to sæt ørebøffer med til Plantronics RIG 500E, hvor det ene sæt er isolerende, hvilket vil sige at der ikke kommer lyd/luft ind eller at der forsvinder selvsamme ud. Det er en fordel, hvis man ønsker at have en privat gaming session, hvor man ikke vil forstyrres fra udefra kommende lyde. Desuden betyder et isolerende design også en anden lyd, som nogle vil lide og andre ikke. Det samme gør sig gældende for det ventilerende sæt, som dog også har den fordel at tillade meget mere luftstrøm til ørerne, hvilket kan gøre en spillesession, alt andet lige, en smule mere behagelig.

Ørebøfferne sættes i øvrigt fast til hovedbøjlen med klik-funktion, hvilket betyder at man ikke kan justere størrelsen på hovedbøjlen løbende. Før man tænker at det var da besværligt så skal man lige huske at hovedbøjlen er selvjusterende, så der skal en del til førend man er nødsaget til at skifte positionen på ørebøfferne. Hovedbøjlen og mikrofonen er ligeledes aftagelige, så man kan splitte sit Plantronics RIG 500E headset helt ad rent faktisk.

Hvis man vælger at sætte Dolby surround adapteren til, så får man at gøre med en lidt højere vægt på selve kablet, hvilket skyldes selve adapterens vægt. Denne er i øvrigt kun udstyret med en enkelt knap og det er tænd og sluk knappen, hvor jeg personligt gerne så at der var en volumenknap på, når der nu var en “fjernbetjening” til.

Ved første øjekast synes jeg det godt kan virke som om at Plantronics RIG 500E er et billigt og skrøbeligt headset af slagsen, hvilket skyldes at det overordnet set er lavet af plastik og selve rammen er temmelig blød og fleksibel. Det er dog nok sidstnævnte man skal bide mærke i, for der er tale om et headset til gamere, der skal have deres udstyr med rundt og behandler det måske ikke ligefrem kærligt når det er i brug, hvorfor fleksibiliteten klart er et plus. Derudover virker headsettet til at kunne tåle en masse mishandling, i hvert fald, hvis man skal stole på min vridetest, som på intet tidspunkt indikerer at headsettet er ved at give efter.

Plantronics RIG 500E kan ikke ligefrem prale af at have et voldsomt luksuriøst design, hvilket heller ikke er nødvendigt for det givne publikum, men til gengæld føles de utrolig lette både mellem hænderne og på hovedet. Det vejer også blot 200 gram og er meget nemt at have med at gøre. I forhold til tidligere testede Plantronics RIG headsets så er designet af 500E væsentligt anderledes. Hvor man tidligere havde et flot og lækkert design er man gået over til at fokusere på det som gamere rent faktisk sætter pris på og det er god lyd og komfort, så i det næste afsnit skal vi kigge på, hvordan Plantronics RIG 500E er at bruge.

Funktionalitet

Hvordan et produkt ser ud er naturligvis kun en del af designet, idet den praktiske del også er designmæssige valg i sig selv, men nu skal vi altså se nærmere på, hvordan det er at leve og ikke mindst spille med Plantronics RIG 500E.

Man bilder os ind at det er et headset, som er udviklet med professionelle gamere for øje og med udgangspunkt i deres behov og ønsker. Om det er virkelighedsnært eller ej vil vi naturligvis komme nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på at den præsentable del af designet på Plantronics RIG er blevet væsentligt anderledes henover tid. Hvis man sammenligner Plantronics RIG 500E med de tidligere udgaver af RIG vi har testet, så er der verdener til forskel, men selvom jeg elskede det design som var, så kan jeg ikke sætte en finger på det som er, for det spiller også på sin egen mærkelige måde.

Plantronics kender nogle af os for deres kommunikationsenheder og det er også det som de er kendte for i den brede sfære, men de har overført deres kendskab og erfaring med god lyd og kommunikation helt naturligt til gaming verden, hvor netop disse elementer er meget vigtige. En gaming verden fyldt med gamere fra alle platforme og det er endnu en vigtig detalje ved Plantronics RIG 500E, som altså er kompatibel med både PC og spillekonsoller. Det kan man dog mest af alt takke konsolproducenterne for, idet de har gjort det nemt at integrere headsets til deres konsoller, hvis man blot har en 3.5mm jack man kan slutte til.

Lyd

Hvad enten man vælger den isolerede eller ventilerede løsning, så er det rent faktisk ikke ligegyldigt med hensyn til lyden hellere. Det isolerede sæt af ørebøffer til Plantronics RIG 500E sørger nemlig for to ting og det er at lyd hverken kommer ind udefra eller den lyd man har til sig selv slipper ud. Det er naturligvis en fordel, hvis man deler værelse eller rum med andre, men det betyder også at lyden bouncer inde i selve ørebøffen og giver en mere intens og dyb lyd. Det betyder dog også at ens ører har mindre luftcirkulation til gode.

Derfor kommer det ventilerede sæt ind i billedet, som ved at tillade luftstrømme giver en mere luftig lyd og også bogstaveligt talt mere luft til ørene. Ved lange sessioner er dette klart den mere behagelige løsning, men det kan være upraktisk, hvis man er til et LAN, hvor der er meget støj udefra.

Selveste lyden fra begge sæt er helt fantastisk med Plantronics RIG 500E og det gælder uanset om man spiller eller hører musik. Der er en rigtig god balance mellem de høje og lave toner og det midt imellem også. Samtidigt har man mulighed for at aktivere Dolby 7.1 surround, forudsat man anvender Plantronics RIG 500E på PC. Der er en god og fyldig bass, som audiofiler vil kigge lidt skævt til, men man kommer ikke udenom at det er nødvendigt med en lidt kraftig bass til de mange eksplosioner man både skal høre og mærke i sine spil.

Dolby 7.1 surround enheden giver ganske vidst en retningsbestemt orientering i spil, der understøtter denne funktionalitet, men Plantronic RIG 500E var under test ikke det headset, der ydede bedst på denne front. Det skal dog bemærkes at dette sagtens kan skyldes at ørebøfferne ikke var optimalt tilpasset mine ører, hvorfor noget af lyden sagtens kunne undslippe og gøre at surround ikke føltes nær så præcist, som jeg synes jeg har oplevet det hos konkurrerende produkter.
//media.ereviews.dk/#!album-245

Mikrofon

For at være helt ærlig var mine forventninger til Plantronics RIG 500E ret høje og det skyldes to ting. Det ene værende at de faktisk ikke er billige, men derudover så kan jeg godt lide at man kommunikerer mens man spiller, hvorfor en god mikrofon er vigtig og her kender jeg Plantronics fra en anden verden, hvorfor jeg også satte dem igennem møllen med diverse spil i lyddelen, hvor jeg så forsøgte at kommunikere med de holdkammerater jeg ofte har i multiplayer.

Jeg forsøgte mig med at tale lavt for at simulere at jeg ikke var langt fra soveværelset, hvor børnene sov og jeg råbte også i rage for at se, hvilken effekt dette måtte have på mikrofonen og tilbagemeldingen fra mine kammerater i “krig” var hele vejen igennem positiv. Ved rigtig høje toner, altså skrigen, var der en smule udfald, men ikke voldsomt. Jeg anbefaler generelt ikke at man råber i sin mikrofon, da det kan være pænt irriterende for modtageren uanset om man kender hinanden eller ej.

Mikrofonen har i øvrigt en smart feature, der gør at den muter og slukker når man løfter den op, hvilket er en rigtig fed feature, hvis man eksempelvis får et opkald eller skal udføre en privat samtale, mens man har sine mates på den anden ende i noget TeamSpeak eller lignende.

Komfort

Plantronics RIG 500E er lette, utroligt lette, at have på hovedet og det kan man takke deres konstruktion for, idet denne ikke indeholder noget særligt. Rent faktisk er der intet super særligt ved Plantronics RIG 500E uden at det skal lyde helt forkert, tværtimod, så er dét netop det gode ved dette headset, der leverer uden at skulle koste en formue. Man justerer selv, hvor stort det skal være og hvor meget det skal fylde så selve headsettets størrelse kan tilpasses ethvert hoved vil jeg nærmest påstå.

Der er dog beklageligvis et element som man ikke kan justere størrelsen på og det er selve ørebøfferne. Disse er utrolig små og når man tænker på at Plantronics RIG 500E bør være et over-ear headset med 40mm lyddrivere så bør disse netop også være udover ørerne. Jeg fik konen til at tage headsettet på og hun havde ingen problemer med at have dem på hovedet komfortabelt. Det eneste der reddede mig var de bløde ørepuder, som gjorde at det ikke føltes decideret ubehageligt, men det var bestemt heller ikke den fedeste oplevelse og det er ærgerligt at det falder på så lille en ting.

Det er dobbelt så ærgerligt at det er med til at ødelægge lidt af denne del af selve produktet for i virkeligheden føles det ganske rart at have på hovedet og den bedre halvdel pointerede også at det føltes rigtig let, men uden at det føltes løst siddende.

Konklusion

Mere simpelt bliver det nærmest ikke end Plantronics RIG 500E som leverer et fantastisk lydende headset, der tilmed har en rigtig god mikrofon i pakken og til en overkommelig pris. Ganske vist ikke billigt, men derimod er det man får for pengene dét værd, forudsat man ikke har for store ører, idet den ene ting jeg ville sætte fingeren på er den størrelse af ørebøffer man har sat omkring de 40mm lyddrivere. En mindre detalje i et ellers ganske fornuftigt bud på en bund solid løsning til gamere, der gerne vil have god lyd og ikke ønsker at gå på kompromis med hverken den lyd der kommer ind eller ud. Derudover har man ét headset til både PC og konsol, samtidigt med at man har alsidigheden med de to sæt ørebøffer til hver deres formål.

Positivt:
Fantastisk mikrofon
Lydkvalitet
Valg af ørebøffer med to forskellige funktioner
Robust design

Negativt:
Små ørebøffer

[checklist]

  • Fantastisk mikrofon
  • Lydkvalitet
  • Valg af ørebøffer med to forskellige funktioner
  • Robust design

[/checklist]

[badlist]

  • Små ørebøffer

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 969,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Et headset til gaming er ikke blot en enhed til gengivelse af lyd, men derimod et vigtigt kommunikationsredskab, især for os der spiller multiplayer, mens selv i single player er spillets lyd med til at fortælle spilleren om det der foregår og kommer til...Test: Plantronics RIG 500E gaming headset