fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Transporter Refueled (Blu-ray)

Anmeldelse: Transporter Refueled (Blu-ray)

1

Transporter havde premiere i 2002 og med sit actiondrevne plot og stærke mandlige actionhelt, blev konceptet en succes. Transporter-konceptet blev til en trilogi med Jason Statham i front, hvor karakteren med sine stærke køreegenskaber, erfaring fra militæret og kølige overblik sørgede for at komme ud af sine kniber på den mest drengerøvsagtige måde. Men nu er tiden åbenbart kommet til at reboote hele franchisen med en ny person. Denne gang fokuserer vi på en yngre ‘model’ og et nyt univers.

Filmen tager sit udgangspunkt i det sydlige Frankrig, hvor tidligere lejesoldat Frank Martin (Ed Skrein) bruger sin tid på et anonymt arbejde. Han fragter forskellige pakker fra A til B for en række lettere brogede og kriminelle klienter. En dag bliver han viklet ind i et mystisk plot, da han møder sin far efter lang tid. Pludselig bliver de mødt af en mystisk femme-fatale og hendes 3 forførende partnere, som inden længe lokker Frank og hans far ind i et mystisk plot for at eliminere en russisk gangsterboss.

Jeg var personligt meget skeptisk, da en ny reboot allerede så dages lys blot 13 år efter den originale film, og kun 8 år efter den officielle trilogi blev afsluttet. Hvorfor skulle der laves en ny, og hvorfor skulle Statham udskiftes? Frygten for at grundlaget var baseret på at malke konceptet for pengene viste sig at være delvist korrekt, da filmen ikke byder ind med særlig meget nyt andet end en lidt uheldig tilsværtning af Transporter-navnet.
Jeg var kæmpefan af Jason Statham, og han var for mig indbegrebet af konceptet, og derfor kan konceptet heller ikke holde vand, hvis han ikke længere er ombord. Hans koreografi, råstyrke og bad-ass-attitude var omdrejningspunktet for filmene, og det kan den nye Frank Martin spillet af Ed Skrein ikke leve op til. Han fremstår som en bad-ass, men har ikke de samme teknikker og det samme kølige overblik, hvilket gør ham til en mere usikker størrelse.

Selve historien er meget grundlæggende, og byder ikke ind med noget nyt og særligt. Der er nogle plotudviklinger og twists som bringer lidt andre aspekter i fokus, men der bliver aldrig bygget videre på universet på den måde, man forventer af en succesfuld reboot. Handlingen roterer omkring den klassiske hævnaktion og situation, hvor en uheldig hovedperson havner i midten af en kaoskonflikt og skal forsøge at udrede trådene for alle partnere. Det fungerer også fint til en generel actionfilm, men der er bare ikke nok power og gåpåmod på konceptet. En af de mere positive ting er hovedpersonens faderskikkelse spillet af (Ray Stevens), som formår at være en større bad-ass og trækplaster end Ed Skrein. Desuden er der en god kemi mellem personerne i filmen, men overordnet set kommer man aldrig rigtig til at komme tæt nok ind på kroppen af dem til at acceptere ‘udskiftningen’.

Actionmæssigt er filmen dog ganske underholdende. Den leverer nogle solide bilræs-scener, flotte kvinder og ikke mindst en masse fede slagsmål. Slagsmålene er dog langt fra lige så velkoreograferet og bliver leveret lidt for hurtigt til at man får et billede af hovedpersonens evner. Dog er filmen gået all-in på eksplosioner og biler, hvilket i sig selv er en særdeles godt trækplaster. Hvis man kunne slette sit forhold til de tidligere Transporter-film, ville filmen som en selvstændig actionfilm nok få lidt flere pluspoint på kontoen. Den er nemlig af den kaliber, at man lægger hjernen på hylden, skruer op for anlægget og lader tingene eksplodere. Det at det er en reboot giver nogle forventningsrammer, og efter min mening lever den ikke op til det.

Samlet set er Transporter: Refueled i sig selv lidt af en skuffelse. Den kommer ikke på banen med en forbedring eller en nytænkende tilgang til konceptet, men forsøger blot at presse citronen lidt i forhold til at brygge videre på konceptet.Jason Stathams manglende tilstedeværelse er et solidt tegn på, at produktionsværdien ikke er helt i top. Konceptet skal lokke actionsultne tilskuere ind i biografmørket, som ikke forventer de helt store oplevelser andet end eksplosioner og halvnøgne kvinder.

Pris og tilgængelighed

Release: 11-02-16 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Transporter Refueled trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer