søndag, november 24, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: The Flash - sæson 1 (Blu-ray)

Anmeldelse: The Flash – sæson 1 (Blu-ray)

1

DC Comics og Marvel er ofte de største giganter på superheltemarkedet, da de længe har været den mest produktive og mest populære kilde til tegneseriehæfter og fortællinger om mennesket med overnaturlige kræfter. Marvel har i flere år været dominerende på det store lærred, mens DC Comics efterhånden er ved at bygge en lignende popularitet op på seriefronten med Arrow, Gotham og nu The Flash. Jeg har kigget nærmere på første sæson af den sidstnævnte serie, og det giver et tydeligt billede af, at DC Comics har fundet den rette formel til superhelteunderholdning på serieformat.

Serien følger den unge Barry Allen (Grant Gustin), som til dagligt arbejder som retstekniker hos byens politistyrke. Han er et bragende geni og ser meget op til byens mest populære forsker Harrison Wells, som har bygget en partikelaccelerator, der skal give svar på nogle af livets store spørgsmål. Da maskinen sættes i gang, sker der dog et uheld og mystisk energi regner ned over Starling City. Barry bliver påvirket af et lynnedslag, men bliver trods al forventning ikke slået ihjel – energien muterede i stedet hans celler, så han kan løbe hurtigere end øjet kan se. Med disse nye kræfter skal den unge fyr finde sin plads i livet og finde en måde at bruge sine evner til et godt formål.

I forhold til DC Comics største produktioner for tiden, så er dette min absolutte favorit. Gotham har en lækker detektivatmosfære og Arrow har en hårdtslående action-fortælling, men The Flash formår alligevel at være noget helt for sig selv. Jeg har altid været fan af tidsrejsekoncepter og i denne første sæson bliver dette meget ustabile handlingselement behandlet med stor finesse. I løbet af sæsonens 23 afsnit får vi en lækker balancegang mellem fortiden, nutiden og fremtiden – uden at tilskueren drukner i misforståelser, uvidenhed og uforklarlige scener. Fortællestilen er uhyre skarp og man får en perfekt balance mellem uforståelige termer og almene forklaringer i en kombination af fysik og metafysik.

Selve serien er også ufattelig velstruktureret i forhold til effekter og billedmæssige virkemidler – normalt har serier ofte ikke samme budget til de visuelle effekter, som man ser på film, men The Flash formår virkelig at lave nogle overbevisende og hæsblæsende billedkompositioner, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen. Serien er utrolig skarp i kompositionen af billede og lyd, hvilket får hele konceptet med verdens hurtigste mand til at være lige så underholdende, som da man så Justice League som barn. Et af det vindende faktorer i serien er bestemt også rollebesætningen. Selve hovedpersonen er en indtil nu ukendt skuespiller ved navn Grant Gustin, som formår at give karakteren den nødvendige, ungdommelige gejst, men formår også at spæde til med fornuft, skarphed og ikke mindst solid humor. Han formår at trække i dragten med manér og er helt sikkert en fin hyldest til tegneseriefiguren.

Hvert afsnit sørger for at bevare en nøje sammenstrikket plotudvikling, hvor man få en ny vinkel på sagen per afsnit, mens en underlæggende rød tråd holder sammen på hele konceptet. Hvert afsnit giver en lille ledetråd til den endelige forståelse af den mystiske historie, og det sørger for, at man ikke kan slippe serien ud af sit åsyn. Jeg så serien på lidt under 4 dage, og det er lang tid siden, at jeg har været så bundet til at skulle bingewatche en serie – men man måtte bare få en forklaring på sagerne.

Serien formår også at skabe en lækker udvidelse af DC-universet med utallige af nye skurke såsom Captain Cold, Kyle Nimbus og the Trickster, hvilket arbejder på nogenlunde samme niveau, som når Marvel langsomt sørger for at bygge en franchisehistorie op. Det fede ved disse serier er, at de af og til krydser ind over hinanden. Flere afsnit i denne første sæson indeholder scenarier med Arrow, og det skaber en uhyre spændende dynamik, hvor man som fanboy får sine ønsker opfyldt på underholdningsfronten.

Samlet set er første sæson af The Flash bestemt en indikator om, af DC Comics så småt er ved at ramme det perfekte underholdningsniveau på superheltefronten, og jeg vil glæde mig noget så grusomt til at se nærmere på sæson 2 til sin tid.

Pris og tilgængelighed

Release: 05-10-15 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

The Flash trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer