Katastrofefilm har altid været et velbevandret emne på filmmarkedet, da det giver forskellige instruktører muligheden for at skabe en kaotisk situation og derefter vise, hvordan man sætter tingene på plads igen. De helt store navne på denne kategori er blandt andet The Day After Tomorrow, Independence Day og 2012 – alle sammen koncepter, hvor en frygtelig katastrofe rammer mennesket, og viser en situation, hvor menneskeracen for alvor kommer på prøve. Det er ved at være et stykke tid siden, at markedet har spyttet en katastrofefilm ud, så heldigvis træder Dwayne ’The Rock’ Johnson frem i lyset og sørger for at redde dagen i filmen, San Andreas.
Filmen følger redningsmanden Ray (Dwayne Johnson), som til dagligt hjælper folk væk fra udsatte områder. Da San Andreas-regionen pludselig rammes af verdens værste jordskælv, er Ray nødt til at trække i arbejdstøjet på sin fridag, da hans kone og datter er fanget i murbrokkerne af jordskælvets ødelæggende kraft.
Jeg havde ikke de vilde forventninger til filmen, da den rullede frem på markedet. Den virkede som så mange andre produktioner i den kaliber at være en horribel fortælling om amerikansk patriotisme og en lidt for selvhøjtidelig og kvalmende amerikanisering – den viste sig også at have visse af disse aspekter, men formåede dog også at overraske med nogle positive sider. Selve filmen er en af de flotteste og mest veludførte katastrofefilm, jeg længe har set. Med så voldsomme naturkatastrofer i spil er man nødt til at have utrolig meget CGI og effektelementer ind i processen og det kan godt komme til at se alt for kunstigt ud. Her formår de trods de store overvældende scenarier at slippe ret godt fra processen og kreerer faktisk et overbevisende scenarie af jordskæv, tsunamier og andre ødelæggende kræfter. Det skal filmen faktisk have fin ros for, da man på det punkt er fuldt ud underholdt og egentlig også ganske imponeret.
På den følelsesmæssige front er filmen som forventet lidt for glad for sig selv og sine principper til at folk uden for USA kan lade være med at rulle med øjnene op til flere gange. Personernes forsøg på at redde hinanden og vise den amerikanske jernvilje gennem blødsødne dialoger og uheldige klichéer er ikke min forestilling om underholdning – tværtimod. Den selvpromoverende faktor spænder i sidste ende ben for produktionens håb om at nå et professionelt niveau intelligensen, autenciteten og effektværdien.
The Rock er en af mine favorit-skuespillere på actionfronten, da han godt ved, at han selv er en kliché, men han tager hele tiden pis på sig selv – det giver hans karakter i gennem hans karriere mere kant og underholdning, men i denne produktion er han en smule hæmmet af en alt for karikeret figur. I stedet for blot at være duden, der redder folk fra en brændende bygning, så skal han i stedet være en følelsesladet faderskikkelse med dybe følelser og lange snakke om død og kærlighed. Det klæder ham ikke at forsøge på at skabe en mere følelsesladet side af sig selv – det skal han efter min mening holde lidt tilbage og i stedet fortsætte med at være den enormt store, kække og ikke mindst hårdtslående action-helt. Filmen forsøger med Alexandra Daddario og resten af de unge skuespillere at ramme flere målgrupper på én gang, og det fungerer ikke helt optimalt. Daddario er en ren fornøjelse at kigge på, men sammenspillet mellem de forskellige generationer fungerer ikke helt for filmens eget bedste.
Samlet set er San Andreas en forventet middelfornøjelse, hvor man ruller øjne af den famøse, amerikanske patriotisme, men hopper i sofaen over det overvældende effekter gennem hele handlingen. Filmen rammer plet på katastrofefronten, men burde have skruet lidt ned for de personlige historier og de fremprovokerede følelser.
Pris og tilgængelighed
Release: 19-10-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
