Disney har aldrig været bange for at kaste sig ud i en produktion med heftige doser af skønsang og musical-lignende elementer – hvad enten vi taler om en animation eller liveaction-film. Musicals går meget op i at fortælle historien gennem en musikalsk dominerende struktur, og jeg har personligt aldrig været den helt store fan af denne type underholdningsformidling. Men Disneys nye film, Into the Woods, fangede alligevel min opmærksomhed med den overvældende stjernespækkede rollebesætning og finulige historie på papir – jeg har kigget nærmere på, hvorvidt filmen kan leve op til forventningerne.
Filmen følger en række forskellige sammenflettede eventyraspekter, som alle udspringer af historien om en simpel bager og hans kone. De forsøger at få et barn, men en onde heks har for lang tid siden kastet en forbandelse over familien. Den eneste måde de kan bryde forbandelsen på, er at skaffe fire forskellige ting fra en række velkendte eventyrhistorier – blandt andet Rødhætte og Askepot. Sammen drager de ind i skoven, hvor utallige historier mødes i et mærkværdigt univers.
Ved første øjekast virker idéen helt i gennem genial, da man på den måde kan vække genkendelsens glæde med eventyrdelen, men samtidig ændre principperne helt. Det når bare aldrig sit fulde potentiale, og bliver i stedet en meget simpel og lemfældig omgang. Når man benytter sig af et utal af forskellige eventyr på en ny og anderledes måde, så har man oceaner af muligheder for at fortælle en alternativ version af dem – og når de endda bliver smeltet sammen i en hektisk system af afvigelser fra originalen, så burde det ikke være svært at nå ind til kernen af noget værdifuldt. Desværre kommer filmen aldrig rigtig ind i det unikke og det originale, men svæver let og elegant henover de utallige muligheder for at skabe en skæv og morsom film. Emily Blunt og James Corden som det uheldige bagerpar er meget følelsesladt par, der aldrig rigtig bringer de nødvendige følelser i spil for at vi kan sympatisere med deres situation. Deres rejse er kernen til hele fortællingen, og de sumper for det meste deres vej i gennem plottet uden at vække den store interesse.
Konceptet bliver dog mere interessant, når man først får mødt den onde heks spillet af Meryl Streep, og hun gør det som altid rigtig godt. Hendes vinkel er indgangen til eventyrdelen, og her kommer bl.a. Rødhætte og Jack og bønnestagen i spil. Netop disse to eventyrelementer er ikke ligefrem en underholdningskilde, da skuespillet er præget af irritation og amatøragtige tendenser. De slentrer også bare igennem filmen som nogle få undskyldninger for at synge en sang, og man mister egentlig sympatien løbende. Den mest interessante historie er dog Anna Kendrick som Askepot, der langsomt bliver forfulgt af prinsen i form af Chris Pine. Hun synger helt eminent, men Pine er derimod lettere tåkrummende i rollen som den excentriske, metroseksuelle prinseskikkelse.
Historiedelen er generelt præget af nogle haltende bihistorier, som på visse punkter alligevel formår at hænge sammen i det overordnede billede. De er yderst afhængige af hinandens kontekst, da man på den måde kan opleve den skæve, malplacerede underholdning, som har været tiltænkt fra starten af. Men ser man på de enkelte dele, så er der utroligt mange ting, som kunne have været forbedret og finpudset. Netop ved at kigge på de enkelte historier kan man se, hvor meget potentiale som ikke er blevet sluppet fri – når disse små historier i samme pulje alligevel får en overordnet underholdningsværdi, så tænk hvor meget bedre filmen kunne have været, hvis småhistorierne havde fået lidt mere tid på tegnebrættet?
En musical er også i sidste ende dybt afhængig af musikkens værdi, og desværre må man erkende, at der ikke er særligt mange sange i filmen, som er gode. Man kan ikke synge med, de giver ikke altid mening og meget af lyrikken er præget af latterlige sortkomiske aspekter. På trods af et yderst skarpt hold på rollelisten, så formår musikken slet ikke at komme til sin ret og originaliteten har mistet sin effekt på mange fronter. Instruktøren på denne film har tidligere haft succes med musicalen Chicago tilbage i 2002, men der er godt nok lang vej til den professionelle musik dengang og så den uheldige lyrik på denne film. Samlet set er Into the Woods desværre en lettere stor skuffelse, da den på mange punkter kunne have været en unik oplevelse, men i stedet spænder ben for sig selv med nogle uheldige handlingsmønstre og uinteressante musikstykker.
Pris og tilgængelighed
Release: 17-08-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
