søndag, november 24, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Project Almanac (Blu-ray)

Anmeldelse: Project Almanac (Blu-ray)

project_almanac_blu-ray_nordic-27719213-frntl

22Science fiction-film med tidsrejse-elementer har aldrig fanget min interesse, da man overskrider grænserne for vores normale forestilling om livets gang. Man leger med tanken om, hvad man kunne gøre og ville gøre, hvis man fik muligheden for at prøve det hele en gang til. De bedste i genrekonceptet efter min mening er f.eks. Looper (2012), Back to the Future (1985), Interstellar (2014) og Groundhog Day (1993). Jeg har kigget nærmere på den nyeste ungdomsfilm Project Almanac, som har forsøgt at integrere tidsrejsekonceptet i en lidt anderledes kontekst.

Vi følger den unge David (Jonny Weston), som længe har forsøgt at få et stipendium til MIT. Da hans seneste idé ikke opfylder deres høje krav, beslutter han sig for at vende næsen mod sin afdøde fars gemte sager på loftet. Han falder over en videooptagelse fra sin egen 7-års fødselsdag, hvor han på mystisk vis optræder som sit 17-årige jeg. David opdager sin fars evne til at bygge en tidsmaskine og sammen med sine venner rejser de tilbage i tiden for at rette op på deres tidligere fejl i livet – tidslinjen er dog ikke noget at rode rundt med og pludselig er deres liv i fare for at blive forandret for altid.

Project Almanac viser et godt eksempel på, at den håndholdte Found Footage-kameraeffekt ikke er helt uddød og faktisk stadigvæk kan give et underholdningsboost på den realistiske front. Man frygter lidt i starten, at denne film vil vise endnu en kedelig, klichepræget karakterhistorie, hvor man falder i samtlige grøfter af stereotypisering. Heldigvis er skuespillerne er overraskende engagerede i deres roller og filmens univers, hvilket smitter voldsomt af på underholdningsfronten. Teenager-mentaliteten er stadigvæk til stede under filmens småakavede øjeblikke, men langt de fleste præstationselementer på skuespilfronten leverer en forbløffende godt resultat. I forhold til at filmen er en form for ’teenage-flick’, så har filmen bevæget sig væk fra den generelle stereotypisering og derfor fremstår Project Almanac som en anderledes og mere intens oplevelse.

Hvis man har set et bredt spektre af markedets forskellige tidsrejsehistorier, så er dette ’Primer (2004)’ for den mere almindelige biografgænger, som ikke er så meget inde i den tekniske del af tidsrejsekonceptet. Selvom den rummer den klassiske ’hvad-nu-hvis’, så formår den ungdommelige stemning at tiltale den unge tilskuer meget mere. Den bliver lidt en kombination af Project X (2012) og den almene sci-fi-thriller i en herlig cocktail af ganske underholdende elementer. Deres forskellige gøremål på tidsrejsen giver en forrygende underholdningsfaktor, og blandt humordelen finder man også en meget god uhygge, som bliver illustreret med nogle tekniske manipulationer og horror-lignende aspekter. Filmen fokuserer på en mystisk instans i starten, som hovedpersonerne langsomt forsøger at finde en forklaring på – på den måde bliver filmen en meget interessant ’detektivsag’ præget af nogle ret fede effekter, som gør den tekniske del langt mere dybdegående og velovervejet. Tempoet er en af de mest vindende faktorer i handlingen, og selve klipningen gør, at man hele tiden faktisk sidder på kanten af sædet.

Jeg blev utroligt overrasket over det solide potentiale i filmen, og hvor meget skaberne og skuespillerne engagerer sig i projektet. Filmen giver et meget realistisk og skarp indblik i, hvad de fleste unge mennesker ville gøre, hvis de var i besiddelse af en tidsmaskine. På den måde bliver filmen i sig selv lidt af en fest, og selvom dette lægger sig tæt op af den klassiske stabilitet-kaos-kliché, så kan man alligevel ikke lade være med at nyde de gode øjeblikke. Samlet set er Project Almanac en herlig overraskelse, som formår at underholde på gejsten, opfindsomheden og tempoet.

Bonusmateriale

Her finder man blot nogle alternative og slettede scener, som lige understreger, hvordan filmen kunne have været anderledes.

Pris og tilgængelighed

Release: 29-06-15 på Blu-ray

Se aktuel pris hos PriceRunner

Project Almanac trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer