Man kan ikke undgå at føle, at man har set nok til vampyrer og deres kærlighedshistorier for et stykke tid. Konceptet fik sit helt store gennembrud med Twilight tilbage i 2008 og årene derefter blev plastret til med forskellige produktioner med ’sexede’ vampyrer, farlige forhold og en masse urealistisk kærlighed. Twilight-franchisen kom op på hele seks film i alt og derefter strømmede B-film frem med historier om sexede vampyrer eller umulige kærlighedshistorier. Serieverdenen blev heller ikke fri, da op til flere produktioner blev sat i gang efterfølgende – f.eks. True Blood og ikke mindst denne lignende fortælling om en piges kærlighedsproblemer i en vampyrpræget verden – The Vampire Diaries.
Selve serien følger en ung kvinde, som stadigvæk heler sine følelsesmæssige sår efter, at hendes forældre blev dræbt i en bilulykke. Sammen med sin lillebror forsøger hun at få et nyt liv på benene, men det er ikke nemt. Endelig sker der et lille lyspunkt, da en ung, flot mand dukker op på skolen og kommer i samme klasse med vores hovedrolle. Han viser sig dog at være en vampyr, og den lille flække bliver for alvor vendt op og ned i et hektisk drama.
Hvis man stiller True Blood og The Vampire Diaries op mod hinanden i en sammenligning, er der bestemt ingen tvivl – True Blood vinder flest mandestemmer. Det skyldes det ’eksotiske’ plot og den hensynsløse frie attitude mod sex, vold og rock-n-roll. Men det er dog svært at sammenligne de to serier, da de begge vil noget forskelligt – True Blood forsøger at fange begge køn med et eksplosivt plot og saftige aspekter, mens The Vampire Diaries mere eller mindre arbejder henimod en målgruppe, som elsker One Tree Hill, Beverly Hills og alle de andre ungdomsserier. Derfor vil de begge to noget forskelligt, men overordnet set er True Blood den helt store vinder. Begge serier dukkede op efter premieren af Twilight nærmest indenfor 1 års tid og derfor er de også serier, som forsøger at arbejde videre med vampyr-kærlighedshistorien. The Vampire Diaries læner sig efter min mening desværre alt for meget op ad Twilight, og skaber en lidt for forudsigelig kærlighedshistorie med fokus på ’flotte’ mænd og smålige intriger.
Den skal dog have ros for sine gode effekter, som formår at byde ind med et spændingskick, man normalt ikke har budget til i serieformatet. Man kan stadig se, at stuntsene er noget rustikke og lidt amatøragtige, men med nogle snedige klipninger og en veldrejet koreografi fungerer det ganske godt. De kan dog ikke helt fjerne fokusset fra den halvkedelige sæbeopera-stemning, som præger hele produktionen. Skuespillet er ret montomt og kun fokuseret på at se godt ud og virke overdrevent følelsesmæssigt involveret i kaosset. Ægte kærlighed er nemlig ikke en generel betegnelse i disse produktioner, men derimod en udelukkende fokusering på ungdommen og naiviteten. Den er generelt set en rigtig tøseserie med intriger, flotte mænd og en masse op- og nedture. Det er bestemt ikke lige favoritvalget hos mænd, da mange af de hårdtslående og pikante elementer er blevet udraderet til fordel for intense blikke og lange dialoger om vind og vejr. Der bliver derfor fokuseret lidt for meget på kedelige teenage-problemer blandet med overnaturlige vampyraspekter. Den er også bevidst fyldt med klicheer, da man godt kan se, at serien er skabt til at være denne forudsigelige guilty-pleasure oplevelse. Man VED, hvad der skal ske og derved ved man, at man får de forventelige følelser, som mange unge teenagere søger efter.
Dagbogstematikken i serien vidner om, at målgruppen er følelsesramte teenagere og forvoksede teenagere. Handlingsmønstreret har dog nogle gode vinkler i forhold til den historiske del, og formår at skabe en fin dybde i forhold til fortiden og nutiden. Jeg vil dog også indrømme, at jeg blev noget mere fanget af serien efter et par sæsoner, da man på den måde når at vænne sig til konceptet og opsætningen. Den første sæson er lidt sløv i forhold til at introducere karaktererne og deres indbyrdes forhold – de efterfølgende sæsoner sætter lidt mere spot på en hektisk handling og flere komplikationer, da man ikke længere skal bruge tid på at tøve sig frem. Den rummer en mystik, som på trods af den overvældende teenage-romantik kan holde tingene interessant flere gange. Der er mere fokus på smukke kvinder og mænd end handlingen og det er ofte kendetegnet ved overnaturlige romancer – True Blood følger nogenlunde samme mønster, bortset fra at HBO med deres serie går all-in på sex og mystik. Så længe man ikke tillægger serien større betydning eller mening, end den kan rumme, så er der rigeligt med underholdning at finde.
Baggrundmusikken er dog det værste, da den virkelig skubber overflod af følelser ud i gennem æteren for at understrege ungdomsromancens op- og nedture. Det bliver en tand for meget i længden. Serien bruger dog heldigvis ikke tid på at forklare de klassiske vampyrkendetegn og regler, da skaberne godt ved, at tilskueren allerede har set utallige kreationer med blodsugende væsner. Samlet set er The Vampire Diaries en lille usikker sag, som læner sig for meget op ad Twilight-konceptet og sæbeoperasopbygningen. Den har dog nogle gode lyspunkter i løbet af de 5 sæsoner, hvor man kommer tæt på en solid kærlighedskerne fyldt med nogle nogenlunde hårdtslående effekter. Jeg vil nok anbefale drengene at kigge nærmere i en anden afdeling, og i stedet kaste teten videre til teenagere og kærlighedsjunkies.
Pris og tilgængelighed
Release: 17-11-14 på DVD og blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
