fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Bambi (Blu-ray)

Anmeldelse: Bambi (Blu-ray)

Bambi_BD_3D_dk

Hvis man husker tilbage på nogle af de helt store klassikere i Disney, så finder man uden tvivl Bambi på top 5-listen. Det er ikke just fordi, at den formår at bringe noget helt nyt og unikt på banen, men mere i forhold til de flotte animationer. Jeg har kigget nærmere på den nyrestaurerede udgivelse af film på Blu-ray.

Vi følger den nyfødte hjort Bambi, som bliver kastet ind i en verden af uventede oplevelser og nye bekendtskaber. Filmen følger den unge Bambis opvækst på forskellige stadier af livet, hvor han både ser verdens skønhed såvel som brutalitet. Bambi overværer sin moder blive dræbt af jægere og skal nu klare sig i gennem livet baseret på de få ting, han allerede har lært. Sammen med kaninen Stampe drager de ud i skovens verden og finder vejen frem til den rigtige tilværelse.

Filmen er præget af en meget herlig musik og klassiske tegnestrøg, som ofte kendetegner de helt tidlige filmproduktioner hos Disney. Man fokuserer meget på den musikalske instans i filmen, da den er med til at skabe stemningen og hyggen i de allerede varme penselstrøg. Man kan tydeligt se på både øjnene, ansigterne og sammenhængen i dyrenes udseende, at Disney har givet dem et unikt særpræg, som man altid kan genkende dem for. Filmen er en af de helt moralske klassikere med op- og nedture, som for alvor satte dybe spor hos børn og voksne i sin tid og selv den dag i dag. Den er måske ikke så slagkraftig som så mange andre Disney-kreationer de kommende år, men alligevel har filmens stemning sat sine spor. Den er også præget af et langsommeligt tempo, da der er mere fokus på sjove, små øjeblikke, hvor skaberne har leget lidt med fantasien og farverne frem for et hektisk og udviklingsrigt plot.

Disse fantasifulde omgivelser i filmen giver verden en af de helt ikoniske karakterer i forhold til charmerende og hjertevarme animationsøjeblikke – Bambi. Den er nærmest et levende bevis på uskylden og charmer sig lige ind i hjertet på seeren. Filmen emmer af liv og det bliver vist gennem naturens alsidighed og fascinerende udvalg af forskellige kreationer og omgivelser. Den minder på sin vis om Junglebogen fra 1967 – en historie om et individ, som forsøger at finde sin plads i livet og lærer sin livslektie gennem mødet med en masse forskellige personligheder. Meget er dog bare fokuseret på små figurer i skovbunden blandet med en masse musikalske montager.

I denne film bliver der virkelig afprøvet nogle effekter i forhold til realisme og turbulente naturforhold, hvilket tydeligt skinner i gennem de meget realistiske skovområder samt hyppige animationer omkring årstidernes skiftende tendenser. Det er virkelig en positiv side af filmen, da man falder pladask for de meget visuelt imponerende virkemidler.  Filmen er generelt set en meget simpel opbygning, som forsøger at bearbejde et meget tungt emne – den kommer tæt på nogle meget vigtige livslektioner, men formår alligevel ikke helt at komme ind til kernen af forståelsen, som man f.eks. gør i Løvernes Konge. Det gør filmen til en lidt overforsigtig fortælling, men det værdsætter man også, da den visuelle del gør filmen til en rigtig fornøjelse for børn i alle aldre.

Samlet set er Bambi ikke lige så hårdtslående og moralsk inspireret som så mange andre kreationer i tidens løb, men det savner man sådan set heller ikke. Tempoet er lidt langsomt, men animationerne er fantastiske og så kan man heller ikke andet end at være underholdt af den hjertevarme glæde under tilstedeværelsen af vores allesammens Bambi.

Bonusmateriale

Der er faktisk overraskende meget bonusguf på denne udgivelse – man finder bl.a. masse slettede scener, sange og detaljer fra filmen, som man aldrig før har set. Derudover kan man så nogle af de helt gamle klip, hvor man kan se en levende Walt Disney arbejde med sit hold i forhold til produktionen af Bambi. Dernæst er der en masse flotte billeder under selve skabelsesprocessen samt en lille interaktiv bog, som fortæller børn og unge en masse facts om Disney. Bonusområdet er overraskende positivt og leverer solid underholdning for både børn og voksne.

Pris og tilgængelighed

Release: 09-10-14 på DVD og Blu-ray

Find forhandler og den bedste pris på Bambi

Bambi trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer