fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Saving Mr. Banks (Blu-ray)

Anmeldelse: Saving Mr. Banks (Blu-ray)

SavingMrB_BD_3D_scandi

Walt Disney har for alvor redefineret vores opfattelse af magiske filmøjeblikke for børn og voksne, siden han tilbage i 1920’erne var med til at danne filmselskabet The Walt Disney Company. Med en gæv mus på tegnebrættet blev den kære Mickey Mouse starten på en eventyrlig rejse, hvor vi heldige seere fik mulighed for at komme ind i fantasiverdenen hos denne opfindsomme mand – og Disney-magien fortsætter den dag i dag, hvor stadigt flere og flere produktioner fortsætter den tunge arv med særligt unikke film.

Én film var dog ikke så ligetil under produktionen – Mary Poppins – og denne nye film fortæller et portræt af den årelange kamp for at få forfatteren P.L. Travers til at udlåne sin særlige karakter til en film på Walt Disneys præmisser. Den stædige Travers såvel som den stædige Disney blev ved i omtrent 20 år, indtil muligheden for et større samarbejde endelig så dagens lys. Filmen beskriver portrætter af disse ikoniske mennesker gennem den benhårde kamp for at nå frem til en enighed – Walt kan ikke forstå, hvorfor frk. Travers har så svært ved at give slip på sin karakter, men jo tættere han kommer på hende, jo mere går det op for ham, at det ligger langt tilbage i hendes traumatiske barndom.

Filmen i sig leverer en interessant historie, som går i dybden med et aspekt af filmhistorien, som de fleste slet ikke kender til. De fleste har uden tvivl set eller hørt om Mary Poppins på den ene eller den anden måde, men de færreste er bevidste om, hvor tæt filmen egentlig var på at blive kasseret. Handlingen skifter i mellem en form for flashbacks og nutidige fortællinger under Disney og Travers anspændte samarbejde, og det fungerer i princippet ret godt i forhold til at udfolde historien løbende med både fokus på fortidens præg på nutiden og nutidens påvirkningsniveau af fortiden. Dog vil jeg mene, at filmen er blevet en tand for lang, og fokusset går meget i dybden med at fortælle en overdimensioneret, storslået historie. Det bliver på et tidspunkt lidt et makværk, hvor dynamikken i filmen har svært ved at holde fokus på de meget hyppige fokusskift. Det kræver også lidt ekstra tid i starten til at vænne sig til den næsvise og irriterende frk. Travers, men man finder hurtigt frem til årsagen til hendes overlegenhed, og pludselig er der plads i hjertet til en traumatiseret kvinde.

Selvom filmen fortæller en ret interessant historie om tilblivelsen af Mary Poppins, så er hele opsætningen i filmen en tand for finpudset og slebet. Der er alt for lidt rå kanter i fortællingen, og hele den barske historie om frk. Travers barndom bliver fortalt lidt for eventyragtigt til at de rigtige følelser kommer i spil. Filmen giver en følelse, som minder lidt om fornemmelsen under ’Hitchcock’ med Anthony Hopkins og Helen Mirren – konceptet er interessant og historien er ukendt, men sammensætningen virker lidt for mekanisk og væsentligt overvurderet. Følelserne er for opstillet, netop fordi personerne og de involverede er så ikoniske og karikerede, at det er svært at bidrage med flere lag til karaktererne. Til gengæld gør både Tom Hanks som den herlige Walt Disney og Emma Thompson som den sure P.L. Travers et helt formidabelt arbejde. Deres karakterer er ikke nemme at bringe til live på det store lærred, men de klarer sig så godt, som de kan med de remedier, de har at arbejde med. De bringer magien på bordet og det er uden tvivl dem, som for hele historien til at hænge bedst sammen – dog bør også Colin Farrells præstation som frk. Travers’ far nævnes, da han virkelig leverer en hjerteskærende præstation.

Samlet set er Saving Mr. Banks en ret interessant historie, som fortæller om en hektisk tid tilbage i 1960’erne. Skuespillet er fornemt, atmosfæren er overbevisende og det hele stråler af Disney-magi. Dog sidder man med en lille fornemmelse i kroppen af, at den kunne have budt på meget mere, hvis den havde sparet på slibearbejdet af historiens skarpe kanter.

Bonus

Her finder man et par småklips, som giver et indblik i nogle gamle optagelser og billeder fra 60’erne. Her kan man bl.a. se overgangen fra dengang til nu, og en række slettede scener til selve filmen dukker også op her. Derudover er der nogle musikalske undertoner på bonusguffet, men det er langt fra overvældende og interessant. Man kunne godt have brugt lidt mere fokus på de virkelige portrætter af personerne, men samlet set er bonussektionen nogenlunde underholdende.

Pris og tilgængelighed

Release: 17-07-14 på DVD og Blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på Saving Mr. Banks

Saving Mr. Banks Trailer

[youtube id=”a5kYmrjongg” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer