tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Den hundredårige (Blu-ray)

Anmeldelse: Den hundredårige (Blu-ray)

Centenarian_BD_3D_dk

Med en tid hvor Hollywood for alvor forsøger at skumme fløden på diverse filmatiseringer af forskellige skrevne værker, er andre lande heller ikke kede af at bruge konceptet. Det gælder for eksempel svenskerne, som har taget fat om Jonas Jonassons roman fra 2009, ’Den Hundredårige som kravlede ud af vinduet og forsvandt’. Romanen danner associationer til fortællingen om Forrest Gump, hvor man i gennem en mindre intelligent mands livsfortælling får de vigtigste punkter i Amerikas historie med. Denne gang foregår det bare med udgangspunkt i Sverige, hvor vi får fortalt landets og udlandets største begivenheder gennem en folkekomisk tilgang til indholdet.

Vi følger den 100 år gamle mand, Allan Karlsson(Robert Gustafsson), som er endt på plejehjem. Dette skete på baggrund af, at han som hævn over sin afdøde kat sprængte den lokale ræv i stumper og stykker – en evne som han efterhånden har mestret gennem et langt liv som sprængstofsekspert.  Det vil Allan dog ikke finde sig i og kravler derfor ud af vinduet på plejehjemmet og begiver sig blot ud i det fri. Han tænker ikke så meget over tingene, han gør det bare – og dette resulterer i noget af en vild rejse, som byder på alt fra usympatiske rockerbander til en stjålet cirkuselefant. Samtidig med at man følger hans rejse ud i det blå, beskriver han langsomt og detaljeret sit liv med fokus på de mest vigtige detaljer. Det viser sig, at han har medvirket i ufatteligt mange historiske begivenheder, og hele filmen kulminerer i en morsom fortælling om, hvordan verdenshistoriens vigtigste begivenheder i princippet kunne være opstået tilfældigt.

Selve plottet minder meget om bogen, og det er bestemt en meget positiv ting. Det vigtigste punkt i overførslen fra et medie til et andet er at være tro mod sin kilde. Det gør de heldigvis i denne omgang, og hovedrolleindehaveren Robert Gustafsson er absolut fænomenal som den gamle gut. Instruktøren havde på forhånd bestemt, at den samme skuespiller skulle spille stort set alle de forskellige aldre i mandens leveår, o det er en beslutning, som gør, at det hele virker meget mere realistisk. Bortset fra hans barndomsminder er det den samme skuespiller, som blot har fået tildelt den passende mængde make-up for at kunne ligne sit ældre jeg. Det fungerer helt fænomenalt og gør, at man kommer tættere karakteren – en fordel som nok muligvis ville være gået tabt, hvis man havde brugt skiftende skuespillere. Derudover lever han sig bare helt fantastisk ind i rollen, og med en lidt mærkelig og til tider tumpet vinkel på hverdagen, bliver historien alligevel fortalt med en herlig charme. Hans mest bemærkelsesværdige øjeblikke i filmen er uden tvivl under scenerne som den 100-årige, da man nærmest ikke skulle tro, at det var en yngre mand. Hans udtale, sprog og forståelse for nuet passer perfekt til forestillingen om den ældre befolkning, og han er uden tvivl den største grund til, at filmen fungerer optimalt.

Derudover er plottet også sindssygt interessant, da man følger nogle urealistiske situationer hos den 100-årige, som ikke blot er uhyrligt men også ufatteligt tilfældighedspræget. Hele filmen spiller på en tilfældighedsfaktor, som kaster vores hovedperson ud i mystiske oplevelser, som han selvfølgelig tager med køligt overblik og får det bedste ud af. Man kan dog godt opleve nogle øjeblikke i filmen, hvor man tænker, at det bare er Forrest Gump i en nordisk udgave, men det er heldigvis ikke så tit, da filmen skaber sin originalitet ud fra skuespillernes charme og ikke mindst den kølige distance til de alvorlige elementer. Vi følger jo rent faktisk en mand, som er ligeglad med, om han slår folk ihjel undervejs, og det giver en ret interessant, sortkomisk effekt på selve plottet. Selve filmen rummer denne meget tydelige og finurlige kontrast mellem en ældre mand og et ungdommeligt sind, og det giver nogle formidable grineture undervejs. Forfatteren såvel som instruktøren har placeret en ældgammel mand i midten af en hektisk, ungdommeligt atmosfære og blot lade tingene udfolde sig på den mest underholdende måde.  Filmen fungerer som en sublim lille komedieperle, som både beskæftiger sig med nogle moralske aspekter af livet, men også har tid til at stoppe op og skabe nogle komiske eskapader. Samlet set er ’Den hundredårige..’ en ret morsom film, som får sin charme fra den dygtige hovedrolleindehaver og ikke mindst den usædvanlige historie om en gammel mand med krudt i røven.

Bonusmateriale

På bonusområdet finder man en 45 minutters lang dokumentar, som fortæller om tilblivelsen af filmen. Klippet kommer overraskende langt omkring de forskellige aspekter af romanen og filmen, og man får nogle interessante indblik i make-up-effekterne og skuespillernes forhold til historien.

Pris og tilgængelighed

Release: 01-05-14 på DVD og blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Den hundredårige

Den hundredårige trailer

[youtube id=”Xyi2tz_uJeo” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer