Disney er i øjeblikket ved at genudgive de fleste udgivelser i deres store kartotek af klassikere på Blu-ray. Dette indebærer naturligvis også de mere moderne klassikere, animationsfilmene, udført i samarbejde med Pixar. Her konkurrerer stort set alle udgivelserne nogenlunde lige om at være den bedste to’er efter Toy Story-filmene. Monsters Inc er i den sammenhæng en af de stærke kandidater, der nu har fået en opfriskning og er klar på et nyt medie.
Historien er baseret på en meget finurlig idé om, at der i en parallel verden til vores findes en by, beboet af monstre (den søde slags), som bruger menneskernes skrig som primær energikilde. Samtidig er monstrene selv dødsensbange for de menneskebørn de skræmmer, da de tror de er giftige. Med tiden bliver det sværere og sværere for monstrene at skræmme børnene, hvilket medfører fald i produktionen hos Monsters Inc. Vi følger Sullivan (firmaets bedste skræmmer) og hans klodsede sidekick Wazowski, der altid er uheldig, overet og tilsidesat igennem filmens handling, der fører vore helte igennem et netværk af konspiration og drama før vi ender med en klassisk happy ending.
Det der kendetegner Monsters Inc. er først og fremmest evnerne til at få fremført stemmeskuespillernes personlighed ind i de animerede karakterer. Man kan ligefrem se John Goodmans, Steve Buscemis og Billy Crystals ansigtsudtryk skinne igennem og det gør karaktererne ekstrem troværdige og vedkommende. Her er det vel overflødigt at påpege vigtigheden i at se filmen med originalstemmerne? Monstrene og deres verden er farverig, detaljeret og livligt animeret og dermed masser for øjnene. Crystal Wazowski er det humormæssige omdrejningspunkt og det bærer meget af en Pixar-film, der ikke er blandt deres allerbedste. Dertil virker Monster Inc på nogle punkter lidt uambitiøs og repetativ især når man sammenligner med eks. Toy Story, Up og The Incredibles. Men tag ikke fejl – det er en fremragende film. Den er blot oppe imod meget stærk konkurrence.
Ekstramateriale
Som sædvanlig er det godt med ekstramateriale på disse udgivelser. Selvfølgelig for at give en grund til, at folk der allerede ejer DVD-udgaven skal ud og investere i samme film. Her er skabelsen af filmen, interviews og kortfilm.
Konklusion
Som sagt er Monsters Inc. ikke Diney/Pixars bedste film, men det gør den langt fra dårlig. Der er masser af gode grin og flotte animerede actionsekvenser. Dog er filmen fra 2001 og man kan godt se nogle af animationerne ser lidt bedagede ud efterhånden. Dog bør man helt klart investere i versionen, hvis man ikke ejer DVD-udgaven.
Pris og tilgængelighed
Release: 08-08-13 på DVD, Blu-ray & 3D Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Monster Inc.
Monsters Inc. trailer
[youtube id=”OnHXx9pmt8o” width=”600″ height=”350″]