lørdag, november 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Hope Springs

Anmeldelse: Hope Springs

Hope-Springs-Blu-Ray-Cover

Efter at have set Hope Springs vil man uden tvivl sidde med en vis grad af overraskelse i baghovedet. En romantisk komedie, der faktisk har noget på hjertet og som både går – og når – uden over genrens fortærskede klichéer. Man følger ægteparret igennem 31 år, Kay og Arnold, der som så mange andre par før dem er faldet ind i dagligdagens rutiner, hvor gøremålene og alt det usagte har gjort deres forhold uromantisk, hvorfor gnisten synes forsvunden. I klassisk fordeling af kønsroller er konen Kay naturligvis følelsesmæssigt påvirket af den manglende kærlighed fra sin mand og man føler med det samme den nagende utilfredshed og negligering hun oplever. Arnold, derimod virker indledningsvist upåvirket. Han føler at alt er som det skal være, men det kan måske skyldes en passiv fornægtelse. Som et forsøg på at redde det skræntende ægteskab beslutter Kay sig for at de skal tage til Maine til en omgang parterapi – naturligvis til gnavpotten Arnolds store fortrydelse.

Her kunne man så frygte, at filmen ville falde tilbage på de sædvanlige virkemidler. En nedadgående spiral af komiske begivenheder, der til sidst ender med et tilsyneladende uløseligt problem, der pludseligt forløses via en overdrevet, uvirkelig og blødsøden kærlighedsseance som kun Hollywood kan lave dem. Dette krydret med ligegyldige bi-figurer, der skal stå for de komiske indslag. Sådan forholder det sig heldigvis ikke i Hope Springs. Netop fordi filmen helt centralt kun forholder sig til Kay og Arnolds forhold samt det meget livsnære faktum, at man stadig efter 31 år sammen kan komme frem til, at man pludselig ikke passer sammen længere – eller nogensinde har gjort det. Filmen overrasker ved at være ærlig  – de utalte problemer løses ikke bare ved en enkelt seance parterapi, et par vittigheder og en god middag. Der var flere gange i filmen, hvor man tænker ”nu er alt godt igen”, simpelthen fordi man er blevet forvænt med, at sådan forgår tingene på film. Men man overraskes og det gør, at man føler parrets fortvivlelse og skuffelse når de ligesom tilskueren kommer tættere på konklusionen, at håbet for Kay og Arnold måske er ude?

Vores to hovedpersoner er selvsagt i senioralderen og det er faktisk meget forfriskende. Både fordi Hollywood og samfundet generelt er ekstremt ungdomsfikseret og nærmest aldersforskrækket, men også fordi det forholder sig realistisk til kærlighed som tema – tingene bliver ikke nemmere med alderen. Man er jo stadig den person man er og Kay og Arnold besidder også mange af de usikkerheder og akavede forhold følelser man både gennemgår som ung og voksen.

Man kommer ikke uden om, at filmen og dens charme også bæres meget af skuespillerne i den. Meryl Streep og Tommy Lee Jones leverer solid præstationer. Streeps’ Kay er ufatteligt elskværdigt og en nærmest skrøbelig blomst, der vil gå langt for sin mand. Arnold er en oprigtig sur gnavpot med tilhørende stædighed, men han har hjertet på det rette sted og dybest set indser han, at han må overvinde sig selv og blive sårbar for at redde sit ægteskab. Dog må man ikke glemme Steve Carell, der overrasker i rollen som terapeuten. Indledningsvist ville jeg have dømt ham som fejlcastet, men han spiller rollen troværdigt og med stor empati. Han er meget sympatisk, men jeg må indrømme at jeg forventede en komisk eller satirisk bemærkning i klassisk Carell-stil, hver eneste gang han talte og det er lidt synd, da det forstyrrer helhedsindtrykket af karakteren.

Ekstramateriale

Kommentarsporet er forholdsvist uinteressant og det samme kan siges om de alternative takes, der viser hvorfor de netop blev overflødige. Til gengæld er featuretten ”Inside the Perfect Movie Marriage” ganske fornøjelig og lun

Konklusion

Hope Springs er en varm, og hjertelig film. Man føler parrets problemer og deres frustrationer, men den glemmer lidt at være en komedie af og til. Det gør at den lever lidt i et limbo imellem genrerne. Dog ikke nok til, at det får helhedsindtrykket af en god film om livslang kærlighed til at krakelere.

Pris og tilgængelighed

Udkom på DVD og Blu-ray d. 26-03-13.
Find forhandler og den bedste pris på Hope Springs

Trailer

[youtube id=”s22_Mvikl8″ width=”600″ height=”350″]

Benny Christiansen
Benny Christiansen
Benny Christiansen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer